Endelig er den overstået, og vi kan nu kigge tilbage på et par omtumlede måneder op til hendes ganespalte operation på Riget.
Luna skulle have sin gane lukket, så hun ikke længere fik mad og andet op i det spaltehul der var – så det var en længe ventet operation. Spalten i ganen har også været hele årsagen til at hun ikke kunne ammes.
Billede fra før ganespalte operationen
Vi fik et før operation billede, som du lige kan se her. Læg mærke til det store sorte hul i midten derinde.
Det var den spalte der skulle lukkes.
Luna skulle igen i narkose og det var igen forældrenes lod at skulle være med til at holde hende i hånden når hun “falder i søvn”. Det var lidt nemmere denne gang, da det var et par venlige mænd der lod hende lege med masken og de var rigtig søde. Det hjalp dog også, at hun havde fået noget medicin, som nærmest gjorde hende fuld. Så hun var rigtig lalleglad og kærlig. Hvis du kigger godt efter på følgende billede, så kan du måske se det i hendes øjne.
Aldrig har hun været så kærlig og puttende.
Billede fra efter ganespalte operationen
Operationen gik rigtig godt, og efter en 3 – 4 timers ventetid kom hun op til os igen – sovende i sin tremmeseng. Hun vågnede dog ret hurtigt og var meget omtumlet.
Vi kunne straks høre at hendes gråd var anderledes, og hendes “hej” lød også anderledes. Der var helt sikkert sket noget med stemmen – til det positive.
Vi har fået taget et billede af ganespalten efter operationen. Prøv at se dette billede, og læg mærke til de tre “streger” derinde.
Det er måske ikke helt så nemt at se – men det skulle være helt lukket nu.
Det de har gjort, er at skære i begge sider af spalten og så trukket huden sammen og syet det sammen. For at huden kunne strækkes nok, måtte de også skære lidt længere til højre og venstre for spalten, så huden blev lidt mere fleksibel. Det er derfor der er tre linjer med syninger.
Ingen sut, manchetter og speciel kost i 2 uger
Luna løber jo rundt med nogle syninger i munden – snorene skal heldigvis ikke pilles ud, de er selvopløselige. Så efter et par uger er de helt opløst. I den tid skal Luna have et par manchetter på, som gør at hun ikke kan få sine egne fingre i munden, eller for den sags skyld putte legetøj eller andet derind. Dem kan du se et billede af her.
Hun må heller ingen sut få, hvilket er et problem når hun skal sove, da hun virkelig har brug for den sut når hun skal sove.
Hendes kost skal også være lidt speciel i de næste 14 dage, da hun ikke må få klistret mad eller hårdt mad. Så hendes elskede rugbrød og ost er forbudt i de næste 2 uger. Hun må kun spise ting som grød, kartoffelmos, frikadeller og den slags. Nu har hun stadigvæk også kun 4 tænder, så det var jo begrænset hvor meget hun i forvejen kunne tygge :-).
Nu ser vi bare frem til at de 14 dage med manchetter og speciel kost er forbi, så vi igen kan give hende sutten.
Skriv et svar